Karlovy Vary Regionen
Det såkaldte kurby triangel, i det vestlige Tjekkiet er et godt sted at begynde. Denne del af Tjekkiet er et område med en rig forekomst af mineralske og termiske kilder. Kilder som i flere hundreder år har været brugt til behandling af sygdomme og til wellness, og som i historiens løb har tiltrukket mange kendte personligheder til regionen. De tre mest berømte kurbyer, Karlsbad (Karlovy Vary), Marienbad (Mariánské Lázně) og Franzenbad (Františkovy Lázně), blev i 2021 på grund af deres unikke karakter, optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Disse tre mest kendte byer er kun en begyndelse, der ligger flere andre kursteder i regionen, heriblandt kurstedet Jáchymov, det første radon kursted i verden. Alle de vesttjekkiske kursteder har lange traditioner for behandling og tilbyder alle forskellige former for wellness. Bliver du træt af kun at være passiv og kun at blive kælet om, så tag ud på en af regionens mange cykelruter. Eksempelvis den fra Karlsbad til byen Loket, kendt for sin imponerende gotiske borg og smukke beliggenhed ved floden Ohře.

Ústí Regionen
Ikke langt fra regionen, i det nordlige Tjekkiet, ligger en anden attraktion, det såkaldte Tjekkiske Schweiz, kendt for sine eventyrlige klippeformationer og mange gode muligheder for vandring i naturskønne omgivelser. I byen Hřensko, som er et centrum i det Tjekkiske Schweiz, begynder desuden Labská stezka, en cykelrute, som følger en af Europas, største floder, Elben. Ruten i Tjekkiet er 358 km lang og vil føre dig fra Hřensko til Elbens udspring i bjergkæden Krkonoše. Undervejs vil du opleve den varierede tjekkiske natur og massevis af seværdigheder, og du vil også få mulighed for at smage den gode tjekkiske vin. I området omkring byen Litoměřice får du gode muligheder for vinsmagning.
Mæhren-Schlesiens Regionen
Længere mod øst, i den historiske region Mæhren, ligger byen Ostrava, som i Tjekkiets kommunistiske fortid var synonym med kulminer og stålværker. Det er den fortsat, men kulminerne og stålværkerne er blevet forvandlet til en turistattraktion, som du ikke finder mange andre steder i verden. Stålværket Dolní Vitkovice er efter sin industrielle fortid blevet et kulturcentrum, hvor du kan opleve koncerter af høj kvalitet og samtidig se en højovn, som i mange år har produceret råjern til den tjekkiske industri. Ikke langt fra Ostrava ligger desuden den naturskønne bjergkæde Beskydy med gode muligheder for vandring og skisport i vintermånederne. I Beskydy finder du også den charmerende by Štramberk, hvor du kan smage på den lokale specialitet Štramberks ører. Hvad det er, det finder du ud af, når du kommer til Štramberk.