I hestehovenes fodspor i Østbøhmen

I hestehovenes fodspor i Østbøhmen

Gamle stutterier, steeplechase-traditioner og søde peberkager

Østbøhmen er en region, der er kendt for at være et paradis for heste og hesteentusiaster. Regionen er fyldt med unikke fænomener, som du ikke finder nogen andre steder i Tjekkiet. Deres tradition for heste har så dybe rødder, at flere byer har et hestesymbol i deres emblem. Vi har opstillet et par gode råd omkring de steder, der har størst tilknytning til hesteavl i Østbøhmen, og hvilke steder du er nødt til at besøge.

Pardubice - hestenes by

Heste har været en del af Pardubices emblem siden det 12. århundrede og har haft stor indflydelse på byen. I den første halvdel af det 19. århundrede blev såkaldt ”løb med hunde”-jagt afholdt i Pardubice – en hjortejagt med hjælp fra heste og hunde, hvor der var opstillet forskellige barrierer. Herfra var der kun et lille skridt mod steeplechase hesteløb og selvfølgelig det berømte Velká Pardubická Steeplechase, der finder sted på Pardubice væddeløbsbane og er det mest krævende og prestigefyldte væddeløb i Kontinentaleuropa. Velká Pardubická har en helt unik atmosfære. Det er et sportsarrangement og en social begivenhed med den længste tradition i Tjekkiet. Det første løb var allerede i 1874. Ved væddeløbsbanen har du en enestående chance for at se ruten med de sværeste forhindringer såsom ”Den Irske Bænk” og ”Taxaens Grøft” under en guidet rundvisning eller ved at deltage i en af væddeløbsdagene som tilskuer.

Du kan træffe heste i Pardubice selv uden for de nuværende væddeløbsbaner. Du kan næsten komme helt ind til byens centrum langs en afmærket hestesti. Du kan benytte det tætte stisystem ridende på din egen hest, eller du kan leje en hest fra en af gårdene, der er placeret langs hestestierne.

Den maleriske by Slatiňany

Slatiňany Chateau er en hyggelig aristokratisk residens, der befinder sig ved foden af Železné hory (Jernbjergene). Den aristokratiske familie Auersperg ejede slottet i to århundreder, indtil slægten døde ud i 1942. Slottes dekorationer ser ud til at være taget direkte fra den store hesteelsker František Josef af Auerspergs tid. Du vil blive fortryllet og ikke kun af slottets mange områder, men også af slotshaven og den tilhørende engelske have med mange træer og elegante antikke bænke. Under familien Auersperg havde slottet også et kompleks med storslåede stalde til væddeløbshestene, hvilket nu er en del af Kladruby Nationalstutteri. Slottet tilbyder flere sightseeingture. En 15 minutters gåtur fra slottet og stutteriet vil føre dig gennem skoven til Švýcárna. Den tidligere bjerghytte blev til Museum for Kladruber-heste i 2012. Museets udstillinger fortæller de besøgende historien om avl af Kladruber-heste, byen Slatiňany og selve Švýcárna.

Stutteri Slatiňany

Kladruber-heste er blevet avlet kontinuerligt gennem mere end 400 år og repræsenterer den ældste oprindelige tjekkiske hesterace, som formentlig var den eneste race i verden, der blev avlet med det formål at trække vogne for kejsere og konger. Hvide heste blev benyttet til ceremonielle formål for det kejserlige hof, hvor sorte heste blev anvendt af kirkens højtstående gejstlige. De hvide heste kan findes ved Nationalstutteriet i Kladruby nad Labem, og de sorte heste befinder sig ved stutteriet i Slatiňany. I Slatiňany kan du se frem til en guidet rundvisning i staldene, der har været hjem for sorte Kladruber-heste i over 70 år. Rundvisningen inkluderer avlshingstenes stald, hoppernes stald hvor de yngste føl kan ses i foråret, garagen med kareter, Auesperg familiens historiske sadelrum og et træningscenter.