Store oplevelser venter kun otte timer fra Danmarks grænse

Store oplevelser venter kun otte timer fra Danmarks grænse

Store oplevelser venter kun otte timer fra Danmarks grænse
Siden juni 2022 kan man rejse med tog direkte mellem Flensborg ved den dansk-tyske grænse og Tjekkiets hovedstad Prag. Togforbindelsen giver gode muligheder for en miljøvenlig rejse til sjældne naturoplevelser og historiske seværdigheder i Tjekkiet

Det tjekkiske jernbaneselskab České Dráhy (ČD) har i fælleskab med Deutsche Bahn forlænget forbindelsen mellem Tjekkiet og Tyskland. Togets endestation er fra juni 2022 Flensborg ved den dansk-tyske grænse. Fra Flensborg tager det blot lidt over otte timer til Tjekkiets fantastiske hovedstad Prag og lidt kortere tid til det nordlige Tjekkiet. Heriblandt til den tjekkiske nationalpark České Švýcarsko (Det bøhmiske Schweiz), kendt for sin smukke natur og fantastiske klippeformationer, byerne Děčín eller Ústí nad Labem, kendt for deres seværdigheder eller til tidligere koncentrationslejr Terezín (Therisienstadt), kendt for den mørke side af den europæiske historie. 

Den knap 900 kilometer lange rejse fra Flensborg til Prag tager otte timer og tre kvarter, men tiden flyver afsted i toget. På grund af den smukke natur, som glider forbi vinduerne men også på grund af togets fine indretning. Alle vogne er nemlig udstyret velfungerende wi-fi, strømstik samt USB-stik til strømforsyning af elektronik, og skal du have din cykel, er det heller ikke noget problem. Toget har naturligvis også en restaurantvogn. Toget skal fra juni 2022 afgå fra Flensborg kl. 8.31 og ankomme til Prag kl. 17.35. Den anden vej forlader toget Prag kl. 10:25. og ankommer til Flensborg om aftenen kl. 19.07, men tjek køreplanen for evt. ændringer.

Det bøhmiske Schweiz

Nationalparken České Švýcarsko ligger på grænsen til Tyskland og flyder sammen med den tyske nationalpark Sächsische Schweiz på den anden side af grænsen. České Švýcarsko er et af Tjekkiets mest interessante og attraktive naturområder, som hvert år tiltrækker mange turister. České Švýcarsko byder på et unikt kompleks af majestætiske sandstensbyer og klippemure samt utallige vandremuligheder i hele nationalparken. En af de mest kendte af nationalparkens seværdigheder er dens symbol, Pravčická brána (Pravčice Porten), som er den største sandstensport i hele Europa.

Děčín 

Děčín er en hyggelig provinsby, hvis vigtigste seværdighed er et slot fra 1305, bygget på klipper med en flot udsigt over Elben. Děčín har desuden en flot historisk bymidte samt en jødisk synagoge fra begyndelsen af 1900-tallet. Interessant er også den såkaldte Pastýřska stěna (Hyrdens væg), en klippe, hvor byens ZOO ligger, og hvor der er flere fine udsigtsmuligheder over byen og Elben. Mere eventyrlystne kan nå toppen via den såkaldte Via Ferrata, en opstigning ved hjælp af reb på selve klippen. Der er flere forskellige sværhedsgrader. Děčín er et oplagt sted at opleve en tjekkisk provinsby uden et overvældende antal turister.

Terezín

Terezín er ikke ligefrem et opmuntrende sted at besøge, men er et af de steder, som er nødvendige at besøge for at huske historiens grusomheder. Terezín var berygtet som en af Nazitysklands uhyggelige  koncentrationslejre, hvor tusindvis af mennesker blev interneret under anden verdenskrig. Mange af dem døde her, mens endnu flere blev sendt til udryddelseslejrene herfra. Terezín har fået sit navn fra den østrigske kejserinde Maria Theresia, som i 1780 fik opført en fæstning, der bestod af en garnisonsby på hver side af floden Ohře og som skulle fungere som et forsvarsværk mod preusserne. Gestapo så under anden verdenskrig mulighederne i den lille fæstning, hvor de i 1940 etablerede et fængsel. Garnisonbyen blev i 1941 forvandlet til en indhegnet jødisk ghetto. En koncentrationslejr, hvorfra udvalgte fanger fra Tjekkiet, Tyskland, Østrig, Holland, Ungarn, Slovakiet og Danmark blev sendt videre til udryddelseslejre i Polen, især til Auschwitz.