Øl og Tjekkiet - de to allierede

Øl og Tjekkiet - de to allierede

Øl og ølkultur hører simpelthen til i Tjekkiet!

Øl og Tjekkiet - de to allierede
Vidste du, at ølbrygning har en meget lang tradition i Tjekkiet? Det ældste og historisk dokumenterede bryggeri, er bryggeriet tilknyttet Břevnov-klosteret i Prag, som blev grundlagt i 993. Selv udtrykket "tjekkisk øl" er et geografisk beskyttet betegnelse inden for EU, og de tjekkiske byer Plzeň (Pilsen) og České Budějovice (Budweis) har givet navn til verdenskendte lyse pilsner øl, Pilsner Urquell og Budweiser.

Når øl helbreder

Du kan møde øl alle vegne i Tjekkiet, endda også på et wellness-ophold! Et øl-kursted, hvor gavnlige virkninger af varmt vand tilsat øl og urter bruges til behandling, er noget de fleste øl- og afslapningselskere ville sætte pris på. Øl er rig på vitaminer og antioxidanter, og restprodukterne fra ølproduktionen bruges i lighed med andre naturprodukter til helbredende indsvøb, som har en gavnlig virkning på kroppen!


Hvad med at besøge et bryggeri?

Tjekkisk øl drikkes over hele verden, og elskere af denne gyldne drik har i Tjekkiet en række muligheder, hvor de ikke kun kan smage deres yndlingsdrik, men også finde ud af, hvordan øl bliver produceret. Plzeň (Pilsen) er en af de vigtigste tjekkiske ølbyer, og en rundvisning på Plzeňský Prazdroj-bryggeriet og Bryggerimuseet vil introducere dig for hemmelighederne og historien bag den unikke Pilsner Urquell bryggeproces. Plzeň er dog langtfra den eneste tjekkiske by, hvor du kan se, hvordan øl produceres. Over hele Tjekkiet er der bryggerier, som har deres egne restauranter, som tilbyder rundvisninger i deres produktionsfaciliteter; Budweiser Budvar Visitor Centre i České Budějovice, Regent Brewery i Třeboň eller Krumlov-bryggeriet i Český Krumlov er blot nogle af disse.

Bryggerier i alle størrelser har øl for enhver smag

I Tjekkiet drikker man mest pilsner øl, altså tjekkisk pilsner. Store og små bryggerier over hele landet, som der er omkring 500 af, er i de senere år i fuld gang med at afprøve nye opskrifter og holder trit med verdens trends. Ofte sætter de endda nye trends. Du kan smage forskellige specielle øl, ale, APA, IPA... Eller specielle øl, såsom særlige forårs- eller advents-øl tilsat for eksempel urter, honning eller forskellige krydderier.
 

Tag på øltur og kombiner naturoplevelser med øl

 Tjekkiet er et øl-land. Det betyder også, at landet har flere særligt tilrettelagte ølture som kombinerer natur- og smagoplevelser. Ølturene fører dig gennem den tjekkiske natur, og du vil smage det bedste, som regionerne har at byde på. Tišnov øltur i Mæhren vil bringe dig til de lokale minibryggerier. På Krkonoše ølturen, som er omkring 35 km lang, vil du opleve det højestbeliggende tjekkiske bryggeri. Øl med udsigt? Hvorfor ikke!
Plzeň ølturen vil præsentere dig for regionen, hvor den gyldne drik blev født. Plzeň og Pilsner øl er et begreb, der er kendt over hele verden. Og når du er på farten, må du ikke gå glip af de seks ølture i det sydlige Tjekkiet, som vil præsentere dig for de bedste bryggerier i regionen. I det nordlige Tjekkiet, i bjergkæden Lužické hory venter også en øltur, hvor du kan opleve regionens håndværksbryggerier.

Tjekkisk ølkultur er noget særligt

Når tjekkerne siger, at de "går ud efter en", betyder det, at de skal ud for at drikke en øl på en deres populære værtshuse eller restauranter. Ofte bliver “en” til flere. I Tjekkiet går man desuden op i, hvordan en øl skænkes og mange værtshuse og restauranter gør meget ud af at skænke øl ordentligt. Sådanne steder har som regel flere århundreders historie bag sig! Et af stederne er værtshuset U dvou koček i Prag, som har ligget samme sted siden 1678! Eller U zlatého tygra, også i Prag, hvor den daværende tjekkiske præsident Václav Havel i 1994 var vært for USA's præsident Bill Clinton med pilsnerøl.